Turbo Malle

Hej, mit navn er Malene Østerbye Madsen

Malene Østerbye Madsen, du kender hende måske bedst som Turbo Malle, har en plan. Hun går målrettet efter at blive verdens bedste freeride skiløber. Skiløb har altid fyldt meget for den 24 årige Nordsjællænder, der hver vinter er bosat i østrigske St Anton am Arlberg. Det lå ikke i kortene at hun skulle køre freeride skiløb, da hun som blot 9 årig befandt sig på det danske alpin landshold. Efter at have tilbragt hele sin barndom og ungdom  i fartdragten, valgte hun at skifte slalom-karriereren ud med freeride skiløbet.

Interview af Troels Iversen

  • Født i Espegærde
  • 24 år
  • Danmarksmester i freeride skiløb
  • Skiløber i 22 år
  • Tilknyttet det alpine ungdomslandshold siden hun var 9 år.
  • Deltager ved alpin VM i Garmisch Partenkirchen 2011 og Schladming 2013
  • Træner hos Skiklubben Hareskov

”Jeg deltog i min første freeride konkurrence, ved de danske mesterskaber i Tignes i 2014, hvor jeg endte på andenpladsen. Det var faktisk lidt af en tilfældighed at jeg kørte med i Tignes, men jeg blev bidt fra starten. Hele atmosfæren, menneskerne og de tilknyttede konkurrencer åbnede op for en ny og spændende gren indenfor skiløb, som jeg endnu ikke havde stiftet bekendtskab med. Jeg kunne med freeride tage min tekniske baggrund og fart med fra min alpine karrierer samtidigt med at der var et uforudsigeligt element af spænding og adrenalin.”

Malene er fast inventar på Freeride Qualifier Touren, i forsøget på at komme på Freeride World Touren. Der er mange om buddet, da kun 20 mænd og 8 kvinder udgør verdenseliten. Kampen for at nå hele vejen til toppen kan til tider føles en smule ensom, da du ikke rejser rundt som et team, men du selv står for alt. Heldigvis har hun mange gode venner og veninder på touren, som hun møder til de samme konkurrencer rundt om i Europa. Det kan godt være en lidt ambivalent følelse at konkurrere mod dem, da de i princippet også er ens konkurrent.

”Den måde Freeride Qualifier Touren er opbygget på, kræver det at jeg får en masse point igennem hele vinteren, for at komme med i de store betydningsfulde konkurrencer. Denne sæson har mit fokus været på at give den gas til alle konkurrencer, hvilket desværre også har resulteret i at jeg ikke har fået helt så mange point som håbet, da jeg er styret et par gange. Det kan godt være jeg bliver nødt til at være taktisk klogere i fremtiden, for at høste flere point. Det ligger dog ikke helt til min natur, at holde igen for at skrabe point sammen, da jeg hellere vil give den fuld gas”.

”Målet er klart; jeg vil være verdens bedste kvindelige freeride skiløber”

Det kan være en tur igennem hele følelsesregisteret, inden Malene starter hendes gennemløb ned ad bjergsiden.

”Når jeg står på toppen, kommer der lidt nervøsitet frem i mig. Det er en nervøsitet jeg forsøger at kontrollere, selvom det til tider kan være svært, når du kun har et gennemløb til at præstere i.  Jeg forsøger at lukke mig inde, hvor der er fuld koncentration på den planlagte linje og klippedrops. Visualiseringen af mit linjevalg er den afgørende faktor for, hvordan mit run kommer til at gå. Jeg har små pejlemærker, som jeg har studeret fra bunden af facet med en kikkert. Det kan være et træ, en busk, en klippe eller noget helt tredje, som på en måde er mine checkpoint ned igennem facet. Jeg får altid vildt mange sommerfugle i maven lige inden det er min tur til at droppe ind. Du ser måske et par af de andre piger køre, måske styrter de, måske klare de sig godt, du ved det aldrig rigtigt, da man ofte kun kan se dem i få sekunder, inden de forsvinder ned af bjergsiden. Når jeg klikker i skiene, så forsvinder nervøsiteten fuldstændigt, da jeg kun tænker på en ting, og den ene ting er at ramme min planlagte linje.”

Det er ikke billigt at rejse Europa tyndt hver vinter for at deltage på Freeride Qualifier Touren, men Malene er fast besluttet om hvad hun sigter efter.

”Jeg bruger alle min penge på at udleve drømmen om at blive verdens bedste skiløber. Det meste af sommeren går med at tjene penge og fokusere på skolen. Jeg spare alle de steder jeg kan, og eksotiske ferier bliver der ikke plads til, hvis vintersæsonen skal finansieres.  Alt bliver sparet op til vinter. Hvis jeg ikke sparer op, så er det simpelthen ikke muligt at få økonomien til at hænge sammen.”

Som Danmarks bedste kvindelig freeride skiløber, har Malene selvfølgelig grejet i ordet. Hun arbejder sammen med forskellige sponsorer der supporter hende, så hun har de bedst tænkelige muligheder for at nå sin drøm.

”Det betyder meget for mig, hvordan mit samarbejde med sponsorer fungerer, da det afspejler sig i mit skiløb. Nu har jeg være atlet hos DZ Distribution (Armada, Sweet Protection og Mons Royale) i et par år, og dette samarbejde har haft en stor betydning for hvor jeg er nået til. Min team manager, Troels, har styr på mit grej igennem hele sæsonen, holder mig opdateret på nye produkter og en god sparingsparter ved konkurrencer. Det er super fedt, når du er har en sponsor der sørger for at ens grej spiller optimalt, så jeg ”kun” skal koncentrer mig om at stå på ski. Derudover har jeg et bilsponsorat hos Opel Danmark, der betyder at jeg har mulighed for at transportere mig rundt til konkurrencer i hele Europa – lige fra nordens kolde Norge til Alpernes solberigede offpiste. Jeg er sikker på, at det setup jeg har nu, som semi-porfessioel skiløber, kan tage mig hele vejen til toppen af Freeride World Touren. Det er klart, at hvis en sponsor kaster en stor pose penge i min retning, så vil budgettet ikke være så stramt. Jeg synes dog også, at det giver mig noget energi og gåpåmod når jeg arbejder hårdt for at få det hele til at gå op i en højere enhed.

Freeride skiløb kan have store konsekvenser, hvis du kommer til skade. Heldigvis har Malene aldrig været alvorligt skadet af sin sport, men hun gør også meget for at holde koppen i form året rundt.

”Sommeren går med en del styrketræning og konditionstræning, for at være klar til vinteren. Jeg får også tid til at spille lidt fodbold, men det er mest for sjov. Styrketræningen handler meget om mobilitet og egenvægtstræning. Dertil elsker jeg at være aktiv, og sommeren i København bliver flittigt brugt til at holde formen ved lige. Jeg tænker selvfølgelig over de konsekvenser der er indblandet ved at dyrke freeride skiløb på dette plan. Jeg har overværet riders, hvor jeg i øjeblikket har troet de nærmest havde stillet skistøvlerne, men ofte har rest sig og kørt resten af facet. Jeg tænker selvfølgelig over konsekvenserne, men jeg synes ikke det påvirker mig negativt. Jeg forsøger altid at have hovedet med når jeg er i bjergene. Jeg vil næsten sige, at jeg er mere nervøs for at blive fanget i en lavine i morgen end at komme til skade under min næste konkurrence. Så ja, jeg tænker da over konsekvenserne men heller ikke alt for meget, for så vil det blive en hæmsko i konkurrence situationen.

Efter at have tilbragt hele sin barndom og teenageår i fartdragt, samt med en træner der altid har fortalt hende hvordan tingene skulle udføres, er det en hel ny verden som freeride skiløber.

”Det er en del af sporten, at vi er lidt mere ”loose” end min tid i det alpine miljø, hvor der var strenge regler om det hele. Det er fedt på nogle punker, men også lidt frustrerede på andre punkter.  Der er ofte planlagt en efterfest efter endt konkurrence, hvilket er helt anderledes end da jeg kørte porte. Dog skal man ikke tage fejl af skiløberene på Freeride Qualifier Touren, som er dybt seriøse atleter”.

Du kan følge Malene Østerbye Madsens kamp mod verdenstoppen på hendes Instagram profil:_malenemadsen_

Ordforklaring: *face: den bjergside skiløbere konkurrere på